Guanofart med Aabenraa skibe

Freja nr. 350, d. 30. november 1852.


  -  Tre Klipper uden et eneste grønt Blad, med en brunlig,
under den skyløse Sol revnet Overflade, aldrig vædede siden
Synfloden af en eneste Regndraabe, udgjøre nu det engang for
sit Guld berømte Perus Miner. Deres Navn er Chincha Øerne.
Bestandig ere de omgivne af Skibe, som løse Fidtet af deres
Ribbeen, det vil sige Guanaen, der atter skal frugtbargjøre
fjerne Landes udtærede Agre. Hvad der findes paa de to Lobosø-
er, som Webster vil have opdaget, endskjøndt de allerede findes
anførte paa det 15de Aarhundredes Landkort, er forholdsviis
ubetydeligt. Den Guano, som er i Handelen, kommer fra Chincha.
Naar man fra Callao nærmer sig Øgruppen, støder man først paa
et større Eiland, San Gallon, hvis Hovedstad Pisco giver den
hvide, i hele Sydhavet bekjendte, Brændeviin sit Navn. Et Par
Sømiil længere frem, og Enhver, som har en Næse, veed, at han
nærmer sig Guano-Øerne; med hvert Minut bliver Lugten mere
gjennemtrængende.
    De tre Klipper ligge saa temmelig i Retning fra Nord imod
Syd, adskilte indbyrdes ved een og to Sømiles Distance. Den
sydligste har man endnu ikke begyndt paa, den nordligste er
næsten ryddet, den mellemste er fortiden under Behandling. De
ere eens dannede alle tre, med steile Bredder, fra hvilke
Klippen hæver sig kegleformig. Alle Kløfter og Dale ere fyldte
med Guano, saa at Overfladen omtrent har Form af en Kegle.
Guanoen findes til meget forskjellig Dybde, fra nogle Tommers
til hundrede Fods. Endskjøndt hver af Klipperne kun er omtrent
to Mile i Omfang, er Forraadet dog ganske utroligt. Vurderinger
ere naturligviis meget utilforladelige, men efter den laveste
holde de trende Øer 250 Millioner Tønder Guano. At rydde dem
vilde, efter som Forretningerne hidtil ere gaaede, fordre 180
Aar, og hvis Prisen holder sig, indbringe 11,250 Millioner
Rbd., eller halvanden Gang saa meget som den engelske Stats-
gjæld beløber sig til. Disse Flamingos og Pelikaner ere sande
Krøsus'er. - Man forsikkrer, at Peruanerne allerede under
Incaerne have kjendt dette Gjødningsmiddel og at Spanierne have
lært det at kjende af dem. Det benyttes der isærdeleshed til
Mais og Kartofler og anvendes anderledes end i Europa. Efterat
Planterne ere kommet frem af Jorden gjør man smaae Ridser,
enten om hver enkelt Plante eller i Rader, fylder dem med
Guano, dækker en Smule Jord derover og sætter Marken under Vand
i 20 - 24 Timer. Hvor man ikke har Midlerne hertil, hjælper man
sig med Bestænkning. Ordet er oprindelig indiansk, huanu,
d.v.s. dyrisk Gjødning, af Spanierne forandret til huano, og af
Englænderne, paa Grund af det spanske h's stærke Aspiration til
Guano. Stoffet findes paa hele Sydamerikas Kyst indtil Cap
Horn, men Chinchas.Øernes er det bedste, sandsynligviis fordi
de ligge paa det regnløse Strøg.
    Vi lande paa en smal Strimmel Forland, til stor Misfor-
nøielse for Beboerne, de omtalte Krøsus'er. Dog er deres Antal
for intet at regne imod de Skarer, som hidtil havde deres
Station her, men nu ere fordrevne ved Færdselen. Over vore
Hoveder svæver en Sky af Pelikaner, af hvilke en enkelt af og
til synker lodret ned, som truffen af en Kugle, men snart efter
hæver sig igjen, med en Fisk sprællende i Posen. Lavere omkring
os flagrer en Flok Strandmaager, Channets, Dykkere og utallige
andre Fugle, som neppe kjendes af Navn. Paa en afsides Klip-
peblok staaer Pinguinen, "Pastoren", som Matroserne kalde den
paa Grund af dens sorte Livkjole, dens hvide Halskrave og dens
værdige Væsen. Dens korte, langt bagud siddende Been og dens
lange Krop hindre den i at promenere; derfor sidder den hele
Timer paa sin Prædikestol, tilsyneladende saa fordybet i
Betragtninger, at man troer den lader sig gribe med Hænderne.
Men neppe har Baaden naaet den, før den hurtigt absenterer sig,
dukker under og kommer frem et Par Hundrede Skridt borte.
Snublende over Skeletterne af nogle Søløver, komme vi til
Guanoen og sidde snart til Knæerne i den. Den ligger i regel-
mæssige Lag ligesom Tørven; de nedre ere ved Trykket blevne
fastere og have antaget en mørkerød Farve; de øvre ere blegere.
    Paa Overfladen har den en brunlig, af Solen tørret Skorpe.
Denne Skorpe er fyldt med Reder, som en Honningkage med Celler,
samt med Æggeskaller, Been og andre Rester af Fisk. Ad en meget
besværlig Sti naaede vi til Øens Hovedstad. Den staaer paa en
ryddet Plads og indeholder kun 20 - 30 elendige Telte, dannede
af fire lette Pæle og nogle Græstørv. Huusgeraadet bestaaer i
et Par raat sammenstaaede Bænke og nogle smudsige Kogekar;
Sengen dannes af Græstørv. Med sin Garderobe gjør man faa
Omstændigheder. En gammel Ponchs og et Par revne Callicobeen-
klæder pryde kun de Fornemste; mange gaae ganske nøgne. En
noget anstændigere Hytte beboes af to engelske Matroser, der
have taget Station her som Lodser. Commandanten, en gammel
Herre af et martialsk Udseende, har smykket sit Huus med et
afdanket Kahytsvindue. Lignende Kolonier ligge paa andre
Punkter af Øen. Arbeidernes Antal er i det Hele mellem 2 og
300; de ere for størstedelen Indianere og ganske veltilfredse
med deres forholdsviis høie Dagløn; endskjøndt Alt omkring og
paa dem, ja selve Næringsmidlerne, ere mættede med Guano. Paa
Grund af Heden arbeide de om Natten og sove eller smøge om
Dagen. For at faae deres Penge til at gaae, gjøre de af og til
en Afstikker til Pisco, og muntre sig accurat som Matroserne i
Europa, kun med Pisco og Chicha (Maisøl) istedetfor Rom og
Porter, og med Guitaren og Fandangoen istedetfor Violin og
Hornpipe.
    Gravningerne see fuldkommen ud som Steenbrud. Rydningen
lettes betydeligt ved Localiteterne. Øverst paa Klippen be-
finder sig et Bjælkestillads, som har en vid Aabning ind imod
Landet og løber spidst ud imod Havet med en Aabning, fra
hvilken en Seildugssæk hænger ned over den steile Bred. Skibene
lægge tæt til Klippen, Seildugsflangen ender i Skibsrummet og
Arbeiderne skuffe Guanoen ind fra oven. Skibsmandskabets
Tilstand under Ladningen er ikke misundelsesværdig. Øine, Mund
og Næse fyldes af det fine Støv, saa at man nødes til at binde
Flor under Næsen for at kunne aande. Mangen gammel Søgut, der i
Haar og Skjæg gjemmer Guano nok for et jævnt Landbrug, ønsker,
at Landmændene selv maatte faae Lov at hente deres Gjødning.
Hele Skibet er en Snuustobaksdaase, saa at man endog hører
Rotterne nyse. Men dog er Matrosernes Arbeide, idet de med
Touge ryste Sækken, Børneleeg imod Indianernes, som nede i
Rummet maae udbrede og stampe Ladningen. De afløses efter 20
Minuter, sluge, naar de komme op, en Masse iiskoldt Vand, sætte
en Ladning Pisco ovenpaa og kaste sig i en Krog til de atter
staae for Tour. Paa tre Dage er Ladningen som oftest indtagen
og man gaaer da først til Callao, hvor Skib og Mandskab, før
Reisen til Europa, underkastes en radical Vaskning. Guanoen
undgaaer ikke Forfalskning, og kjøber man ikke paa Skibet, veed
man ikke, hvormeget Sand og gammel Kalk man faaer med.